Vedtægter

Vedtægter for Aalborg Volleyball


Vedtægter for Aalborg Volleyball

Gældende fra 17. september 2021

§ 1

Navn og hjemsted

Foreningen Aalborg Volleyball er stiftet den 17. februar 2016 og har hjemsted i Aalborg kommune. Foreningen er medlem af Dansk Volleyball Forbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser. Foreningen er ligeledes medlem af DGI og SIFA.

Aalborg Volleyball er en sammenlægning mellem to tidligere volleyballklubber i Aalborg: VK74 og Aalborg HIK.


§ 2

Formål

Foreningens formål er at dyrke volleyball med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben og at udbrede kendskabet til denne idræt. Endvidere er formålet at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.


§ 3

Medlemskab

Foreningen er åben over for enhver, der er amatør i henhold til Danmarks Idrætsforbunds love og regler, og som ikke er i en kontingentrestance i en anden klub. Som aktivt medlem kan bestyrelsen optage enhver, der er fyldt 5 år. Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelsesarbejde.

Medlemmerne er forpligtiget til at overholde foreningens vedtægt og leve op til foreningens formålsbestemmelse. Ligeledes er medlemmerne forpligtet til at yde bidrag til varetagelse af foreningens opgaver såvel ved betaling af kontingent, som ved deltagelse i foreningens aktiviteter.

Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.


§ 4

Indmeldelse

Indmeldelse skal ske via elektronisk indmeldelsesblanket til foreningen. For medlemmer under 18 år er det værge eller forældre, der foretager indmeldingen. Der kan undtagelsesvis bedes om indmeldelse til formand eller kasserer, hvis udøveren ikke selv har mulighed for at indmelde elektronisk. Indmeldelse er bindende for mindst tre måneder, dog med en prøvetid på 1 måned.


§ 5

Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt eller mundtligt til kasserer, træner eller bestyrelsesmedlem med en måneds varsel til udgangen af den efterfølgende måned. Kontingentet bliver betalt til udgangen af den måned.  Udmeldelse kan kun accepteres, hvis medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med foreningen.


§ 6

Kontingent

Kontingent fastsættes af bestyrelsen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes ligeledes af bestyrelsen.

Stk. 2

Ved længerevarende sygdom eller skader (min. 1 måned) kan bestyrelsen give dispensation for kontingentbetaling for sygdoms-/skadeperioden.


§ 7

Restance

Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.


§ 8

Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtigelser. 

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.

En generalforsamlings beslutning kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægt.


§ 9

Ordinær generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i marts - april måned.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst fire ugers varsel med opslag på spillestedet (i hallen) og ved annoncering på foreningens Facebook-side og hjemmeside med angivelse af dagsorden og indkomne forslag.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, fremsendes disse til medlemmerne sammen med dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at dette er medlemmerne i hænde senest en uge før generalforsamlingen. 

Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.

Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. 

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.


§ 10

Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent

2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse

4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år

5) Behandling af indkomne forslag

6) Valg af formand

7) Valg af kasserer

8) Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer

9) Valg af to suppleanter til bestyrelsen

10) Valg af revisor og revisorsuppleant

11) Eventuelt


§ 11

Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.

Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og foreningens opløsning

kvalificeret majoritet - jvf. § 17 og § 18. 

Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.


§ 12

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet. 

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse og indkaldes med mindst to ugers varsel. For så vidt angår krav til mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling,


§ 13

Bestyrelse - Valg

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. 

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne. 

Bestyrelsen består af en formand, en kasserer og yderligere 3-7 medlemmer og vælges for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Næstformanden udpeges af bestyrelsen. 

Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 14 år og har stemmeret - jvf. § 9.

Stk. 2.

Et bestyrelsesmedlem har ikke stemmeret i personsager, der direkte angår medlemmet selv. 


§ 14

Regnskab

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Bestyrelsen udarbejder hvert år en årsrapport for det foregående år, som forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.  


§ 15

Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant.

Revisoren skal hvert år senest i april måned gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.


§ 16

Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse på mere end 100.000 kr. godkendes af generalforsamlingen.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, som påhviler foreningen.


§ 17

Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.


§ 18

Foreningens opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. 

For at forslaget kan vedtages, kræves at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. 

På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvilke almennyttige/almenvelgørende formål, foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå.